Flyverheltens hjemkomst, modtagelse og død – 2. december

Så blev det den 2. december. Søren insisterer på sin tilværelse – og vi følger med! Go’ læselyst!

Vi kan vel uden at gøre nogen uret forestille os ham le og græde som enhver anden lille dansk dreng. Ja, sine skænderier har Søren vel også haft med sine søskende, lillesøster Nikolaj og lillebror Susanne, indtil Lise har taget piben fra munden og beroliget de urolige gemytter. Det bør indskydes, at Søren aldrig greb til korporligheder og udnyttede sit fysiske overtag. Det ville også have lignet ham dårligt. Vi er så heldige at have en førstehåndsberetning fra de unge år i Susannes erindringer. Søren var kommet til at tage en af Susannes legetøjsbiler og forære den til en kammerat, hvilket Susanne havde taget højst unådigt op. Vi overlader for en kort bemærkning ordet til Susanne:

” Søren havde med det samme indrømmet, at det var ham der havde taget min bil. I dag kan jeg grine af det, men på det tidspunkt blev jeg vist lidt sur og bebrejdede ham:

“Kunne du ikke have taget en af dine egne?”

“Nej…det kunne jeg ikke så godt, de er alle gaver. Man giver ikke gaver væk. Det burde du være stor nok til at vide!”

“Det var min også…du har endda selv givet mig den. Til min sidste fødselsdag. JEG VIL HA’ MIN BIL IGEN! GI’ MIG EN NY!!!”

“Nu skal du ikke hidse dig op. Lad os se! Jeg gav dig en gave, altså for mig faktisk det stikmodsatte af en gave. Har du haft matematik?”

“Nej…vi har ikke matematik i børnehaven. GI’ MIG MIN BIL IGEN!!!!”

“Så, rolig nu, jeg prøver bare at hjælpe dig til at finde ud af, hvad der er sket med din bil. Altså; en gave man ikke forære væk, det der er allermest modsat af en gave man altså forære væk, ligegyldigt til hvem. Man ikke bare kan, man , man er nødt til at gøre det. Far var blevet tosset på dig, hvis du havde forhindret mig i det. ER DET DET DU VIL? SKAL JEG SIGE DET TIL FAR?”

“Nej, nej…men hvad skal jeg…”

“Ønsk dig en ny og pas bedre på den. Hvor sjovt tror du, det er at give dig gaver på den måde. Måske er du simpelthen ikke stor nok til at få gaver.”

“Jo, jeg er.”

“Så taler vi ikke mere om det.”

Der gik mange år før jeg indså det rigtige i hans ræsonnement. I dag er jeg glad for at have kendt ham som storebror.”

Ja, finere kan det vel ikke vises. Alt for mange børn lever et glædesløst og søskendeløst liv. Men lad os vende os mod de tider, da talentet ikke længere kunne skjules.

….To be continued….

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s