3. december – Flyverheltens hjemkomst, modtagelse og død

3. December

I en alder af 19 år viste Søren for første gang den storhed, vi andre – en hel nation – senere skulle lære så godt at kende. Han tog navneforandring til Haffez. Han gjorde dette for derved at insistere på sin danskhed. Som dansker kan man sagtens se anderledes ud, hedde noget anderledes og stadig være glad. Vi er alle ens, og de par bogstaver skal ikke skille os. Det er ikke de andres skyld, at de ikke er vokset op med demokrati og børnehaver. Hans gode venner holdt fra da af op med at putte hvidløg i hans øl, for nu kunne alle se, at han var dansk, og alle var de ivrige efter at bevidne det. Men havde det ikke været for den udvikling, der skal berettes om i det følgende, ville vi vel næppe have hørt om Haffez, hvor beundringsværdig hans vandel end havde været.

Haffez havde fra en tidlig alder ikke ladet sig nøje med en interesse for de små og mellemstore jetfly, som frekventerede den hyggelige lille kælderbutik. Han viste tidligt en lidenskabelig interesse for luftfart og flyvemaskiner i større stil. Som 12-årig havde han været med sin klasse på besøg i Kastrup lufthavn. Han var straks dybt fascineret af de glinsende og blanke kæmpefly. Han lyttede begejstret til de hvinende turbiner. Han stillede spørgsmål til piloter og mekanikere om aerodynamik og benzinøkonomi og bremselængder. Han stillede i det hele taget så mange interesserede spørgsmål, mange af særdeles begavet og kompliceret art, at lufthavnens ledelse til sidst overgav sig. Søren, det hed han jo dengang, fik lov at tage turen med over Atlanten som co-pilot. Piloten, hvem dette vigtige hverv normalt påhvilede, havde fri den dag, ellers var det jo aldrig gået. Kaptajnen var henrykt over at få selskab på turen, da han ofte sad og kedede sig på de lange ture over Atlanten, for han delte ikke musiksmag med co-piloten, og denne spillede heller ikke kort.

Starten gik glat og snart spandt motorerne muntert. Kaptajnen og Søren snakkede om løst og fast, og snart var de indviklet i en heftig diskussion om kursen. Vi har stadig en bid af den samtale. Under diskussionen kom en af dem, hvem vides ikke, og handlingsforløbet har ikke helt kunnet lade sig rekonstruere, til at trykke på pauseknappen på flyets sorte kassettebåndoptager, så derfor har vi ikke samtalen i sin fulde længde, men noget er reddet for eftertiden:

  • Se, nu skal du se! Vi styrer mod vest, sådan en 3-400 grader. Så rammer vi Amerika og så er det faktisk nemt nok, der er jo altså faktisk kun én frihedsgudinde, hi-hi…
  • Ville det ikke være en ide at tage den ned langs Europas og Afrikas kyst og så flyve over ved det smalle sted ved Brasilien. Jeg har lært i historie, at slaveskibene kun var tre uger om den korte tur, men tre måneder om den lange tur over Atlanten. Og det er vel trods alt turen over Atlanten, der koster i benzin?
  • Jahh…nej, jeg tror ikke det er en god ide…tre uger siger du?
  • Nu skal du se…
  • SLIP!
  • Slap dog af! Det er nemt nok. Der er jo faktisk kun én Coca Copana HI-HI!
  • NEJ, det er HÅNDBREMSEN!

Her fik én af de to åbenbart slukket optageren

Kontroltårnet fik dog mæglet imellem dem, og man nåede frem til et kompromis. Herefter var der en stiltiende overenskomst mellem kaptajnen og Søren om at konsultere jorden i tilfælde af uenighed, og inden længe befandt flyet sig i rum luft.

…to be continued…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s