Flyverheltens hjemkomst, modtagelse og død – 4. december

Nu havde man imidlertid denne særlige dag glemt at kontrollere om passagererne var terrorister. Langt flertallet af passagererne var ikke terrorister, men der var dog én. Hvis man havde tjekket for terrorister, havde der sikkert ingen været. Ærgerligt, men sådan er det; Vi kender det sikkert allesammen.

Midtvejs mellem Europa og Amerikas Forenede Stater trængte denne terrorist ud i cockpittet, hvor kaptajnen var ifærd med at vise Søren billeder af sin kone og 4 børn. Terroristen, der i øvrigt ikke havde problemer med studiegælden, forlangte at få kassebeholdningen udleveret. Søren tog en rask beslutning, så alt medens kaptajnen ledte efter nøglen til kassen i handskerummet, gav Søren terroristen, der nød udsigten og intet bemærkede, en upper-cut for at få denne pacificeret. Herefter løsnede Søren haspen på frontruden og foretog en katastrofeopbremsning med det resultat, at terroristen, der ikke havde kalkuleret med piskesmældseffekten, brækkede nakken og fløj ud via frontruden. Herefter skete intet bemærkelsesværdigt på turen. Søren fik kaptajnen på benene ved hjælp af et par lussinger, alt medens en læge, der til alt held var ombord, holdt kursen. Ved hjemkomsten var der naturligvis stor ståhej. Et par store dagblade trykte artikelserier om den “begavede knægt”, hvor Søren vedholdende fastholdt, at kaptajnen havde været til stor hjælp under hele turen. Tal om klædelig beskedenhed og storhed i en tidlig alder.

Denne oplevelse kom Søren sig aldrig rigtigt over. Fra da af drejede hele hans liv sig om flyvemaskiner og luftfart. Snart blev han lidenskabeligt optaget af beltcrashing, denne morsomme sport, hvor man i en propeldrevet flyvemaskine flyver slalom mellem bropillerne under Storebæltsbroen. Han blev snart, i de kredse, kendt som aldeles frygtløs, indbegrebet af mandsmod. Bestandig forblev han dog den samme gode kammerat, altid engageret i sine konkurrenters ve og vel. Ja, ikke blot dem, men også deres familier kunne regne med hans støtte. Hvor ofte besøgte han ikke sine konkurrenters koner og kærester, når disse var ladt tilbage i forbindelse med internationale stævner? Ofte holdt han disse ensomme efterladte med selskab i flere dage, så de ikke savnede noget. Kendetegnende for ham var det, at han ikke brystede sig af dette, ja, direkte adspurgt benægtede han disse besøg af renfærdig beskedenhed. Det var ikke på den måde, han ville vinde sig sit ry. Hårdt presset sagde han bare, at “almindelig venlighed koster jo ikke noget, og der går ingen skår af mig”.

…to be continued….

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s