Flyverheltens hjemkomst, modtagelse og død – 5. december

Så nåede vi den 5. december…. og omsider når Haffez triumfens tinde…

Som 21-årig havde, nu Haffez, kvalificeret sig til de nordiske mesterskaber. Det blev en triumfmarch for ham! Han vandt en knusende moralsk sejr over sine konkurrenter og placerede sig som en flot nr. 14, bedste danske placering. Ydmygelsen for de øvrige deltagere og nationer var næsten ubærlig. Der kom da også et uheldigt, ja, usmageligt efterspil; Den udenlandske presse ignorerede konsekvent hans indsats. Direkte ulækker forekom pressen fra vinderens hjemland. Den formelig smurte vinderens ligegyldige portræt ud over forsiderne i en næsten hysterisk hang til det sensationsprægede. Haffez kunne ikke gøre andet end at trække på skuldrene og fortælle, at han ville prøve igen næste år. Således var grunden lagt til den ultimative triumf.

Den dag skulle imidlertid komme, hvor den udenlandske presse ganske enkelt ikke længere havde mulighed for at ignorere den ophøjelse af belt-crashing til en kunstart, som Haffez var eksponent for. Det er ingen kunst at tvinge en flyvemaskine gennem banen i en række halsbrækkende og uskønne manøvrer, som mest af alt ligner en udstrakt nødlanding. Men at gøre det, så kvinder henåndet hvisker det usigelige og mænd magtesløst påstår, at det kunne de snildt gøre efter, det er simpelthen en anden liga.

Hvorom alting er, som allerede antydet, dagen kom da den udenlandske presse måtte bide i det sure æble, den kalk var bitter for mange! Det følgende år gjorde nemlig Haffez sine modstanderes usportslige optræden til skamme og vandt Nordisk Mesterskab i beltcrashing. Aldrig har den store bro så kærligt smyget sig om en en-motors, aldrig er så mange danske børn blevet undfanget indenfor de selvsamme timer. Nationen var i ekstase og vil givetvis ikke opleve noget lignende, i de tider der skal komme. Vi, der så ham på tæt hold i de første hektiske minutter efter sejren, kunne næsten føle lettelsens vibrationer strømme ud fra dette fine og ædle unge menneske. Adspurgt om hans følelser i sejrsøjeblikket, svarede han, med tårerne strømmende ud af øjnene, at han håbede, at en masse syge og fattige mennesker kunne bruge hans sejr til at komme videre. Og at det ikke kun var ham der havde vundet, men alle der havde deltaget og set på. Og at han nu bare glædede sig til at komme i gang med træningen igen. Så skulle man nu ikke lægge personsagerne bag sig.

…to be continued…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s