Colosseum 12. december

Giovanni spilder ikke tiden. Vi er nået til den 12. december i vores føljeton!

På dette tidspunkt i samtalen rejste ministeren sig og gik over til mig. Han klappede mig på kinden.

  • Giovanni! Jeg bemyndiger dig til at restaurere dette antikkens gamle cirkus, ja mere end det, jeg tilskynder dig dertil. Sky intet middel! De 90 mio. står til din disposition. Får du brug for mere, tøv da ikke, men ring til Toni på dette nummer.

Ministeren rakte mig en lap papir, hvorpå navnet Toni og et nummer fra området omkring Palermo stod skrevet.

Jeg var ganske mundlam, alt medens han viste mig ud. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem, kun at verden svømmede for mine øjne. Jeg så i ånden, hvorledes dette gamle bygningsværk ville genrejses af støvet. Jeg hørte så tydeligt, at det kunne have været virkeligt, Hr. Chuck udbryde, at han var stolt af at være romer, hvad han jo dog ikke var. Hjem kom jeg, og jeg begyndte straks at arbejde på planerne for restaureringen. Jeg kan i dag godt se, at disse tanker må have rumsteret endda et stykke tid i mit hoved, for de tilflød papiret i en lind og ubrudt strøm. Det var, som havde jeg bestandigt kun været optaget af denne ene tanke. Jeg tror ikke, at jeg overhovedet fik noget at spise den aften, så optaget var jeg af dette arbejde. Man kan, selv i den evige stad, udrette en del med 90 mio. euro. På et tidspunkt stak min gode ven, Francisco, hovedet ind ad døren og spurgte, om jeg da overhovedet ikke skulle hvile, hvilket jeg helt havde glemt. Jeg var i den grad optaget af vægtpåvirkninger, komplikationer i forbindelse med omfattende piloteringer, forskellige byggematerialers beskaffenhed og arkitektoniske detaljer, at jeg følte, at jeg ikke kunne hvile, før dette arbejde var tilendebragt.

Nu er jeg en praktisk natur, ikke blind for økonomiske realiteter, så hen på natten følte jeg et behov for vished. Vished for hvorvidt dette fantastiske projekt virkelig lod sig gennemføre. Jeg besluttede mig til at ringe til denne Toni i Palermo. Man vil indvende, at jeg dog kunne have ventet til morgenens komme. Men dels var jeg ivrig, dels kunne jeg ikke huske, om der var nogen tidsforskel mellem Palermo og Rom, Milano eller Torino, endelig var jeg ingen vårhare længere, og ingen lever evigt. I teorien kunne morgen i mit hjem altså udmærket være sort nat i Palermo og omvendt. Jeg skød al tvivl om tidsforskelle til side og ringede det nummer, Tartolini havde givet mig, op. Telefonen blev taget næsten øjeblikkeligt, jeg havde altså været heldig med tiden.

…to be continued…

Man skal ikke blande øl og bilkørsel – men man kan jo godt nyde synet!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s