Colosseum 13. december

Kommer Giovanni igennem til Toni? og kan han hjælpe? lad os se hvad der sker i vores december-føljeton!

  • Ja?
  • Ja, det er professor Giovanni Alberti. Er det hos… Hr. Toni?
  • Alberti, sagde De Alberti?
  • Jeg ringer angående nogle penge. Det drejer sig om Colosseum. Jeg har talt med Tartolini, ministeren.
  • Ja, det er Toni. Hvad er problemet?
  • Der er forhåbentlig ikke noget problem. Jeg ville bare høre, om De virkelig garanterer min restaurering af Colosseum økonomisk. Jeg forstod på Signor Tartolini, at De var opsat på at yde et bidrag til dette projekt.
  • Hvad er der i det for mig?
  • Undskyld?
  • ..Glem det, det ordner jeg selv. Har De brug for assistance? Folk?
  • Nej, jeg regner med at gå igang i morgen tidlig. Jeg er ret ferm med hammer og murske.
  • ..Jeg sender nogle folk alligevel… De kunne få brug for… hjælp.
  • Det er meget venligt af Dem. Heroppe siger vi godnat nu.
  • Det gør vi også hernede. Godnat.

Denne nat står for mig i et drømmeagtigt forklarelsens skær. Jeg glemte ganske at gå i seng. Da solen stod op over tagene i Rom, Milano eller Torino, var jeg færdig med planerne. Jeg havde i den grad haft en strålende vision, at jeg var bange for at afbryde arbejdet; Måske ville jeg så ikke kunne finde sammenhængen igen. Francisco, som i denne periode boede hos mig, da han fornyligt var blevet smidt ud af fængslet, havde lavet morgenmad til mig. Det var en uudtalt overenskomst imellem os, to gamle venner, at han kunne bo hos mig, mod lidt husligt arbejde, indtil han skulle i fængsel igen. Jeg slugte kaffen, hvilket vist desværre sårede Francisco, og pakkede et telt og mine toiletgrejer. Francisco så undrende på mig.

  • Hvor skal du hen?
  • Jeg vil for en tid bo i mit telt, det skal være sundt for blodomløbet.

Jeg ønskede ikke at fortælle ham, hvad jeg virkelig var ifærd med; Det skulle være en overraskelse.

  • Hvornår kommer du hjem igen?
  • Jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Når mit blodomløb er bygget op igen.

Dette sidste sagde jeg med et skælmsk blik i øjnene, jeg tilstår, at jeg indvendigt morede mig over denne dobbelttydige morsomhed, men der var intet ondt i det. Han var min ven, og jeg ville jo gerne berede ham en overraskelse.

…to be continued…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.