Colosseum 14. december

Giovanni siger farvel til slægt og venner… vi er nået til den 14. december!

  • Men kommer du tilbage, før jeg skal i fængsel igen?

Han kunne have knust mit hjerte. En gang imellem føler man et venskabets bånd, hvor intet behøves at blive sagt. En fin lille antydning om, at den andens velbefindende er én et magtpåliggende. Jeg trykkede hans hånd og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg fik sagt et eller andet med en meget stor klump i halsen.

  • Vent og se, Francisco. Vent og se. Jeg lover at vi mødes igen.
  • Må jeg låne dit køleskab, fjernsyn og stereoanlæg?
  • Naturligvis, min kære ven, naturligvis.
  • Mikrobølgeovn, telefon og video?
  • Ja! Ja! Det hele! – råbte jeg begejstret.

Og således drog jeg afsted til Colosseum.

Jeg ankom til Colosseum op ad formiddagen. Der var et mylder af turister over det hele. Det var ganske klart, at jeg måtte have arbejdsro, det kunne ikke nytte, at jeg måtte bruge tiden på at vifte uvorne tyske skolebørn væk. Endelig var der jo også et sikkerhedsspørgsmål; Min restaurering ville ganske givet, det så jeg klart, indbefatte håndteringen af en række tunge materialer og emner. Det ville skabe skandale og dårlig omtale, hvis mit projekt afstedkom døde turister. Især udgjorde de amerikanske turister et problem efter præsident Leroy DiMachos doktrin (“Vi vil intet middel sky i kampen mod de indfødtes udnyttelse og forulempelse af amerikanske turister. Vi vil dedikere vore hjerter til denne kamp.”)

Jeg havde til alt held min mobiltelefon med, så jeg ringede til Tartolini.

  • Mario, det er Giovanni. Har du tid et øjeblik?
  • Hvordan skrider projektet frem, er du snart færdig? Toni vil gerne snart se resultater.
  • Hils Toni og sig, at jeg regner med meget snart at være færdig. Jeg vil ikke unde mig rest eller ro, før jeg kan afsløre det nye Colosseum. Men Mario, kan du ikke udkommandere politiet eller militæret, her er et mylder af turister, og jeg kan ærligt talt ikke koncentrere mig med det halve Europa rendende mellem benene på mig?
  • Kan du ikke selv bede dem om ikke at gå i vejen? Politi og militær, hva´?
  • Jeg kommer til at bakse med en masse tungt grej, og du ved hvor øm udlandet er over turisterne. Hvis jeg nu beder dig rigtig pænt?

Hmm… Lad gå da. Militæret er der om fem minutter.

…to be continued….

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s