Colosseum 15. december

Det er blevet den 15. december – og professor Alberti får nye venner….

Der gik virkelig ikke mere end fem minutter, før den første kolonne kampvogne rullede frem mod Colosseum. Det rislede mig ned ad rygraden, det indrømmer jeg, da disse rullende kolosser af stål og ild ryddede det gamle cirkus. Det tog ikke mere end fem minutter. Da en kolonne af pansrede mandskabsvogne ankom, var der kun få turister tilbage, deriblandt en engelsk skoleklasse. De udgjorde ikke noget alvorligt problem for de veltrænede soldater. Snart var også de kun et minde i det nu tomme Colosseum. Der forestod naturligvis et større oprydningsarbejde. Dels var der faktisk temmelig mange turister, dels laver moderne kampvogne et frygteligt rod. Men det var som sagt veltrænede soldater, der var vant til at have med store menneskemasser at gøre, så oprydningen tog beundringsværdig kort tid. Jeg har aldrig selv været militær, men jeg må sige, at jeg fik fornyet respekt for vore væbnede styrker ved at overvære deres virke.

Denne første dag gik stort set med at få bestilt byggematerialer, foretage opmålinger og undersøge de geologiske forhold på stedet. Jeg var træt, meget træt, da det var ved at være aften, men jeg kunne ikke dy mig for at begynde på piloteringen. Jeg havde købt nogle gigantiske granrafter, som jeg nu begyndte at banke ned i jorden forskellige steder. Jeg måtte dog hurtigt erkende, at jeg havde glemt en væsentlig detalje; Ordentligt arbejdslys! Jeg tog en hurtig beslutning og ringede til Toni.

  • Ja?
  • Er det Toni? Det er professor Alberti.
  • Er der problemer? Mazzarello og Cambatino kan være der om 10 minutter.
  • .. Jo, Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Palermo, men det er faktisk ved at være temmeligt mørkt her. Har du nogle kraftige lommelygter eller et eller andet i den stil? Jeg kan ikke se, hvad jeg laver.
  • Jeg sender Mazzarello og Cambatino ud til dig. De har ikke andre opgaver i nat.
  • Godt, jeg venter på dem. Godnat heroppefra.

Der gik virkelig ikke mere end 10 minutter, før de to herrer ankom. De kom i en sort Mercedes af nyere årgang og standsede ud for mig med hvinende dæk. Det var mørkt, men jeg kunne ikke undgå at bemærke en vis nervøsitet hos dem. Jeg prajede dem.

  • Hejda, her er jeg, professor Alb….

Jeg nåede ikke videre, eller rettere; Jeg hørte ikke, om jeg nåede videre, for luften flængedes af et gevaldigt brag. De må have kastet en håndgranat, torpedo eller lign. Inden jeg nåede at sunde mig, havde en af dem kastet sig over mig. Han kneblede mig, medens den anden visiterede mig. Jeg var vel både overrasket og chokeret, men samtidig fuld af beundring over deres handlekraft. Hvis blot alle italienere var som dem, ville mange ting se anderledes ud i mit martrede fædreland. En af dem talte nu til mig.

…to be continued…

Gavekort – gaven til ham eller hende der trænger til en smagsoplevelse!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s