Colosseum 17. december

Vi er nået til den 17. december…. og der arbejdes i Colosseum….

  • Det er i orden, gå du bare i gang med scanningen. Jeg hader også at bruge andre folks lygter. Tænk hvis de gik i stykker. Jeg giver professoren en hånd med. Men tag regnsættet på, så du har et minimum af beskyttelse.

Som sagt, så gjort. Mazzarello, der havde problemer med lynlåsen, blev hjulpet i regnsættet af Cambatino.

Det viste sig at være en fornøjelse at arbejde sammen med disse to unge mennesker. Cambatino var vel den mest studieegnede af dem, men Mazzarello klarede faktisk scanningen til et 13-tal. Vi fik i løbet af natten et nært forhold. Ja, der udviklede sig vel en form for venskab mellem disse handlingens mænd og jeg, åndens ypperstepræst fra Rom, Milano eller Torino.

Cambatino og jeg var just blevet færdige med at banke den sidste granrafte i undergrunden, da Mazzarello i et eksalteret tonefald kaldte på os.

  • Cambatino! Professor! Kom og se, jeg tror, at jeg har fundet en gammastråle. Skynd jer!

Her var Cambatino heldigvis hurtig i vendingen.

  • Lad den ligge…for Guds skyld, lad den ligge. Vi kommer!

Vi skyndte os hen til Mazzarello. Tænk hvilken sensation! Gammastråler i Colosseum, om det så blot var en enkelt en. Det ville have ændret hele vores syn på de gamle romere. Forpustede betragtede vi Mazzarellos fund. Cambatino greb mig om skulderen og spurgte:

  • Hvad mener du, Berti, er det en gammastråle?
  • Nej, Cambi, det er et gammelt spænde til en fototaske. Amerikansk fabrikat tror jeg.

Mazzarello så temmelig skuffet ud. Cambatino puffede godmodigt til ham:

  • Nåh ja, det kunne du jo ikke vide. Det er allerede et flot stykke arbejde, du har gjort, normalt er det kun atomfysikere der finder gammastråler. Fortsæt bare, du finder sikkert en gammastråle om lidt.

Mazzarello var tydeligt opmuntret af dette. Jeg fandt denne intimitet rørende. Det var tydeligt, at disse to mænd havde prøvet mangt og meget sammen igennem årenes løb. Dette lille intermezzo var et eksempel på hengivenhed og oprigtig interesse fra Cambatino, som nok kunne være nyttigt at følge for mange andre mennesker. Et venskab så stærkt, at jeg næsten følte mig tilovers, men nu var ikke tiden til sentimentalitet. Og Mazzarello havde heldigvis ikke mistet sit glade gåpåmod.

…To be continued…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s