Colosseum 20. december

Den 20. december – og der kommer fornemt besøg på byggepladsen!

Kl. 09.56 blev vi, Cambatino, Mazzarello og jeg, vækket af højlydte stemmer, glade kvindehvin og overraskede udbrud fra mænd. Vi havde lagt os for at tage fem minutter på øjet i det nederste stokværk, og vi må åbenbart have trængt til det, for vi havde jo altså sovet i nogle timer. Hans Excellence, ministeren, Signor Mario Eliso Tartolini var den første der fik øje på os. Han prajede os.

  • Professor! Det ser pinedød godt ud. Det vil glæde Dem at høre, at jeg har alle kontrakter på plads. Men De må hellere se at få lidt vand i hovedet, vi indvier skidtet om et par minutter.
  • Kontrakter?
  • Ja, ja. Hotel og kongrescenter nede i de gamle kældre, Honeynuts Inc. har allerede redt de første senge. Møbeludsalg i resten. Hoskea har været nødt til at ændre lidt på de gamle hvælvinger, men det kan næsten ikke ses. De har også sat en ny skalmur op på ydersiden, fint, enkelt og meget skandinavisk.

Jeg var imponeret. Det hjælper altså på tingene, når kontakterne er på plads. Jeg gjorde mig klar. Vel var min habit en smule nusset, men man restaurerer ikke et gammelt anlæg uden at det kan ses. Ja, i dette øjeblik følte jeg vel nærmest en slagt klassestolthed som midlertidig håndværker. Det skulle imidlertid snart få en ende. Det vil sige, stoltheden føler jeg vel den dag i dag, men hele den glade og idylliske stemning skulle få en ende. Og dobbelt tragisk er det, at dette brud egentlig skyldtes hans Excellences uforlignelige organisationstalent. Han havde været hurtigt ude den morgen og fået overtalt EU’s kulturkommissær til at deltage i indvielsen. Og det var jo principielt udmærket. Jeg ville højst sandsynligt ikke have modsat mig den ide i den givne situation. Problemet bestod i, at denne høje post på dette tidspunkt var besat af Dr. Ernst Trockenbier. Han følte, og føler formodentlig stadigvæk, en ulyksalig forpligtelse til at blande malurt i bægeret, når han egentlig bare var sat på jorden til at kaste glans over glædelige begivenheder, som eksempelvis genindvielsen af Colosseum. Hans kæphest var at mindes forskellige ofre, uanset hvor han befandt sig. Og for ikke at forfalde til det teatralske, plejede han at gøre det med et muntert, indstuderet blink i øjnene. Han nærmede sig nu hans Excellence og jeg, medens vi diskuterede holdbarheden af konstruktionen.

  • Ah! Signor Mario Eliso Tartolini! Og professor Giovanni Alberti, hvis ikke jeg tager meget fejl?
  • Nej, De tager ikke fejl. Er De klar?
  • Så lad os gå op til tribunen. Hvor har De placeret den professor?

Den sad! Jeg vidste, der var noget, vi havde glemt. Nå, vi fandt nok en løsning, og jeg var jo dog ikke tabt bag en vogn.

…to be continued…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.