Author Archives: Vestslesvigsk

About Vestslesvigsk

Kompromisløst øl til livsnydere!

Øl som alternativ til champagne

Det er nok de færreste, der umiddelbart ville erstatte champagne med øl. Det giver da heller ikke mening, når vi taler traditionelt brygget øl. Øl – som de fleste kender det – har en tyngde, bitterhed fra humlen og sødme fra restsukkeret, som ligger et helt andet sted end champagne.

Der findes imidlertid en undtagelse i øllets verden, en undtagelse der leder tankerne hen på en kraftig champagne i den syrlige ende; spontangæret øl. Der er – naturligvis – tale om en belgisk tradition. Herfra kendes stilarterne Lambic og Gueuze. Et par danske bryggerier producerer dansk spontangæret øl, blandt andet Vestslesvigsk Bryghus.

Spontangæret øl adskiller sig fra traditionelt brygget øl på flere forskellige måder. Brygmetoden går kort sagt ud på, at brygmesteren ikke tilsætter gær, den kommer fra bryggeriets omgivelser. Dette kræver, at der er fri adgang til den friskbryggede urt, det første døgn eller to efter brygningen. I traditionel brygning lukkes der af for udefrakommende mikroorganismer.

En spontangæret øl gærer og lagrer fra et halvt år op imod et par år. Dette skal ses i forhold til en traditionel øl der kan være færdig gæret og lagret på 4-6 uger.

Smagen – og det er jo trods alt brygmester-nørderi det væsentlige – adskiller sig markant. Det forhold, at der er mange forskellige gærstammer til stede i øllet fremfor blot én tilsat gærstamme, gør, at smagen får flere strenge at spille på en traditionelt øl.

Duften er markant mere karakterfuld hos en spontangæret øl. Den drikkes med næsen i lige så høj grad som med munden.

Tørhed og syrlighed er markante træk ved spontangæret øl. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, at lave sødt og tungt spontangæret øl. Der vil altid være en vild gærstamme tilstede, der kan æde den sidste restsukker.

Den tørhed og syrlighed du kender fra champagne er tæt beslægtet med den, du vil møde hos spontangæret øl fra blandt andet Vestslesvigsk. Den vildgær vi finder i Danmark minder en del om den oprindelige vildgær i Champagne.

På Vestslesvigsk Bryghus Aps er der fokus på det spontangærede øl i samspil med frugt. Grønne jordbær, ribs, blommer, stikkelsbær tilføjer frisk, frugtig syrlighed til øllets egen syrlighed. Du kan nyde dem i situationer, hvor du traditionelt ville nyde en god champagne, eksempelvis som velkomstdrink.

Spontangæret øl er absolut en ”acquired taste”. Men har du først kastet fortøjningerne, er det en rejse du ikke kommer til at fortryde. Der venter en verden af smagsindtryk! Tag hul på rejsen her!

Lidt om temperaturen på en god øl!

Vidste du, at jo koldere øl er, des mere kulsyre kan det indeholde. Det betyder, at en lunken øl skummer meget mere, end en kold øl gør. Mange sætter stor pris på en flot skumkrone, men det er værd at huske, at den kulsyre der ligger ovenpå øllet i form af skum jo netop ikke længere ligger i selve øllet.

Ydermere er dette ret væsentligt, når vi har at gøre med flaskekarbonerede øl som eksempelvis øl fra Vestslesvigsk Bryghus. At en øl er flaskekarboneret vil sige, at den er gæret færdig på flasken og derved danner kulsyren. Med mindre flaskerne – med øllet – efterfølgende er pasteuriserede, vil øllet indeholde levende gærceller. De kan lide varme, så hvis du har en god håndbrygget øl, risikerer du en mindre fontæne idet du åbner flasken, hvis ikke øllet har været opbevaret køligt.

Og hvor kold skal din øl så være? Den skal være én grad over alkoholprocenten. Har du en øl på 5% – ja, så bør den serveres ved 6 grader.

Giv dig selv og dine kolleger en oplevelse – se mulighederne for en ølsmagning med spontangæret øl her. Skål!

Colosseum 21. december

Så er vi nået til enden. Ikke for Colosseum, ikke for professor Alberti… og så alligevel….

  • En tribune? Men skal vi da ikke hellere stige ned i den glade folkemængde og tage del i jubelen i dag? Skal vi da stå som marmorstatuer i stedet for at trykke de hænder, der så ivrigt rækkes frem for os? Og vil De, hr. Kommissær, da ikke benytte denne lejlighed til at mane i jorden, hvad man siger om Dem?
  • Hvad…hvad siger man om mig?
  • Jeg tror, De ved det! Men kom, folk venter.

Sandt at sige havde jeg ikke fulgt med i, hvad folk sagde om kommissæren, men det kunne umuligt være flatterende. Og det gav ham og hans Excellence noget andet at tænke på end den fordømte tribune. Vi fandt altså et passende sted for foden af bygningen. For rigtigt at fange stemningen, klinkede kommissæren på et glasskår for at skaffe sig ørenlyd. De mange tusinde fremmødte holdt vejret af spænding.

  • Kære romere, kære alle sammen. Det er min helt specielle glæde at åbenbare for Jer dette mindesmærke for de tusinder, der døde på grund af en sindssyg Cæcar. Eller flere. I har jo haft rigeligt af dem.

Her blinkede han til et par unge piger i nærheden, der fniste og sendte ham fingerkys, medens de nikkede indforstået og tænkte på sidste sommerferie. Men jeg anede, hvad der var på vej, da han fortsatte.

  • Penge kan ikke købe alt. Lad os huske det! Og lad os huske, at når vi i dag kan gå i møbelbutikker og sove på hoteller i fred og ro, skyldes det ikke mindst deres Jeg blev forleden ringet op af en fra min gamle valgkreds, som jeg besøger hver jul. Hun spurgte mig (her blinkede han til hans Excellences kone) hvilken glæde man har af en lædersofa, hvis den er indsølet i løve- og nubierblod. Ikke megen, ikke megen, måtte jeg jo svare hende. Det er ikke mindst på grund af hende, jeg står her i dag. Lad os begynde på en frisk. Lad os indvie dette fremtidens og eftertankens tempel.

I samme øjeblik rev han presenningen til side, og i det samme lød et gisp fra de forsamlede. Presenningen havde dækket over en billboard fra Honeynuts Inc med et introduktionstilbud: to overnatninger + morgenmad og frokost bestående af løvebøf. Jeg fortrak hurtigst muligt.

Som det vil være folk bekendt, opnåede hr. Trockenbier kultstatus på sin indvielsestale. Jeg blev derimod anklaget for alt, ligefra at gå Cæcars ærinde til bevidst at tilsmudse det nubiske samfund i Rom. Jeg er færdig i offentlighedens lys. Men hvergang jeg ser en bus aflevere sin last til hotel Honeynuts Roma, føler jeg dog en simpel håndværkers glæde og stolthed.

Ja – det var historien om Colosseums forunderlige forvandling…. de sidste tre dage op til jul får I en historie i en lidt anden boldgade. Mere om det i morgen!

Colosseum 20. december

Den 20. december – og der kommer fornemt besøg på byggepladsen!

Kl. 09.56 blev vi, Cambatino, Mazzarello og jeg, vækket af højlydte stemmer, glade kvindehvin og overraskede udbrud fra mænd. Vi havde lagt os for at tage fem minutter på øjet i det nederste stokværk, og vi må åbenbart have trængt til det, for vi havde jo altså sovet i nogle timer. Hans Excellence, ministeren, Signor Mario Eliso Tartolini var den første der fik øje på os. Han prajede os.

  • Professor! Det ser pinedød godt ud. Det vil glæde Dem at høre, at jeg har alle kontrakter på plads. Men De må hellere se at få lidt vand i hovedet, vi indvier skidtet om et par minutter.
  • Kontrakter?
  • Ja, ja. Hotel og kongrescenter nede i de gamle kældre, Honeynuts Inc. har allerede redt de første senge. Møbeludsalg i resten. Hoskea har været nødt til at ændre lidt på de gamle hvælvinger, men det kan næsten ikke ses. De har også sat en ny skalmur op på ydersiden, fint, enkelt og meget skandinavisk.

Jeg var imponeret. Det hjælper altså på tingene, når kontakterne er på plads. Jeg gjorde mig klar. Vel var min habit en smule nusset, men man restaurerer ikke et gammelt anlæg uden at det kan ses. Ja, i dette øjeblik følte jeg vel nærmest en slagt klassestolthed som midlertidig håndværker. Det skulle imidlertid snart få en ende. Det vil sige, stoltheden føler jeg vel den dag i dag, men hele den glade og idylliske stemning skulle få en ende. Og dobbelt tragisk er det, at dette brud egentlig skyldtes hans Excellences uforlignelige organisationstalent. Han havde været hurtigt ude den morgen og fået overtalt EU’s kulturkommissær til at deltage i indvielsen. Og det var jo principielt udmærket. Jeg ville højst sandsynligt ikke have modsat mig den ide i den givne situation. Problemet bestod i, at denne høje post på dette tidspunkt var besat af Dr. Ernst Trockenbier. Han følte, og føler formodentlig stadigvæk, en ulyksalig forpligtelse til at blande malurt i bægeret, når han egentlig bare var sat på jorden til at kaste glans over glædelige begivenheder, som eksempelvis genindvielsen af Colosseum. Hans kæphest var at mindes forskellige ofre, uanset hvor han befandt sig. Og for ikke at forfalde til det teatralske, plejede han at gøre det med et muntert, indstuderet blink i øjnene. Han nærmede sig nu hans Excellence og jeg, medens vi diskuterede holdbarheden af konstruktionen.

  • Ah! Signor Mario Eliso Tartolini! Og professor Giovanni Alberti, hvis ikke jeg tager meget fejl?
  • Nej, De tager ikke fejl. Er De klar?
  • Så lad os gå op til tribunen. Hvor har De placeret den professor?

Den sad! Jeg vidste, der var noget, vi havde glemt. Nå, vi fandt nok en løsning, og jeg var jo dog ikke tabt bag en vogn.

…to be continued…