Author Archives: Vestslesvigsk

About Vestslesvigsk

Kompromisløst øl til livsnydere!

Colosseum 21. december

Så er vi nået til enden. Ikke for Colosseum, ikke for professor Alberti… og så alligevel….

  • En tribune? Men skal vi da ikke hellere stige ned i den glade folkemængde og tage del i jubelen i dag? Skal vi da stå som marmorstatuer i stedet for at trykke de hænder, der så ivrigt rækkes frem for os? Og vil De, hr. Kommissær, da ikke benytte denne lejlighed til at mane i jorden, hvad man siger om Dem?
  • Hvad…hvad siger man om mig?
  • Jeg tror, De ved det! Men kom, folk venter.

Sandt at sige havde jeg ikke fulgt med i, hvad folk sagde om kommissæren, men det kunne umuligt være flatterende. Og det gav ham og hans Excellence noget andet at tænke på end den fordømte tribune. Vi fandt altså et passende sted for foden af bygningen. For rigtigt at fange stemningen, klinkede kommissæren på et glasskår for at skaffe sig ørenlyd. De mange tusinde fremmødte holdt vejret af spænding.

  • Kære romere, kære alle sammen. Det er min helt specielle glæde at åbenbare for Jer dette mindesmærke for de tusinder, der døde på grund af en sindssyg Cæcar. Eller flere. I har jo haft rigeligt af dem.

Her blinkede han til et par unge piger i nærheden, der fniste og sendte ham fingerkys, medens de nikkede indforstået og tænkte på sidste sommerferie. Men jeg anede, hvad der var på vej, da han fortsatte.

  • Penge kan ikke købe alt. Lad os huske det! Og lad os huske, at når vi i dag kan gå i møbelbutikker og sove på hoteller i fred og ro, skyldes det ikke mindst deres Jeg blev forleden ringet op af en fra min gamle valgkreds, som jeg besøger hver jul. Hun spurgte mig (her blinkede han til hans Excellences kone) hvilken glæde man har af en lædersofa, hvis den er indsølet i løve- og nubierblod. Ikke megen, ikke megen, måtte jeg jo svare hende. Det er ikke mindst på grund af hende, jeg står her i dag. Lad os begynde på en frisk. Lad os indvie dette fremtidens og eftertankens tempel.

I samme øjeblik rev han presenningen til side, og i det samme lød et gisp fra de forsamlede. Presenningen havde dækket over en billboard fra Honeynuts Inc med et introduktionstilbud: to overnatninger + morgenmad og frokost bestående af løvebøf. Jeg fortrak hurtigst muligt.

Som det vil være folk bekendt, opnåede hr. Trockenbier kultstatus på sin indvielsestale. Jeg blev derimod anklaget for alt, ligefra at gå Cæcars ærinde til bevidst at tilsmudse det nubiske samfund i Rom. Jeg er færdig i offentlighedens lys. Men hvergang jeg ser en bus aflevere sin last til hotel Honeynuts Roma, føler jeg dog en simpel håndværkers glæde og stolthed.

Ja – det var historien om Colosseums forunderlige forvandling…. de sidste tre dage op til jul får I en historie i en lidt anden boldgade. Mere om det i morgen!

Colosseum 20. december

Den 20. december – og der kommer fornemt besøg på byggepladsen!

Kl. 09.56 blev vi, Cambatino, Mazzarello og jeg, vækket af højlydte stemmer, glade kvindehvin og overraskede udbrud fra mænd. Vi havde lagt os for at tage fem minutter på øjet i det nederste stokværk, og vi må åbenbart have trængt til det, for vi havde jo altså sovet i nogle timer. Hans Excellence, ministeren, Signor Mario Eliso Tartolini var den første der fik øje på os. Han prajede os.

  • Professor! Det ser pinedød godt ud. Det vil glæde Dem at høre, at jeg har alle kontrakter på plads. Men De må hellere se at få lidt vand i hovedet, vi indvier skidtet om et par minutter.
  • Kontrakter?
  • Ja, ja. Hotel og kongrescenter nede i de gamle kældre, Honeynuts Inc. har allerede redt de første senge. Møbeludsalg i resten. Hoskea har været nødt til at ændre lidt på de gamle hvælvinger, men det kan næsten ikke ses. De har også sat en ny skalmur op på ydersiden, fint, enkelt og meget skandinavisk.

Jeg var imponeret. Det hjælper altså på tingene, når kontakterne er på plads. Jeg gjorde mig klar. Vel var min habit en smule nusset, men man restaurerer ikke et gammelt anlæg uden at det kan ses. Ja, i dette øjeblik følte jeg vel nærmest en slagt klassestolthed som midlertidig håndværker. Det skulle imidlertid snart få en ende. Det vil sige, stoltheden føler jeg vel den dag i dag, men hele den glade og idylliske stemning skulle få en ende. Og dobbelt tragisk er det, at dette brud egentlig skyldtes hans Excellences uforlignelige organisationstalent. Han havde været hurtigt ude den morgen og fået overtalt EU’s kulturkommissær til at deltage i indvielsen. Og det var jo principielt udmærket. Jeg ville højst sandsynligt ikke have modsat mig den ide i den givne situation. Problemet bestod i, at denne høje post på dette tidspunkt var besat af Dr. Ernst Trockenbier. Han følte, og føler formodentlig stadigvæk, en ulyksalig forpligtelse til at blande malurt i bægeret, når han egentlig bare var sat på jorden til at kaste glans over glædelige begivenheder, som eksempelvis genindvielsen af Colosseum. Hans kæphest var at mindes forskellige ofre, uanset hvor han befandt sig. Og for ikke at forfalde til det teatralske, plejede han at gøre det med et muntert, indstuderet blink i øjnene. Han nærmede sig nu hans Excellence og jeg, medens vi diskuterede holdbarheden af konstruktionen.

  • Ah! Signor Mario Eliso Tartolini! Og professor Giovanni Alberti, hvis ikke jeg tager meget fejl?
  • Nej, De tager ikke fejl. Er De klar?
  • Så lad os gå op til tribunen. Hvor har De placeret den professor?

Den sad! Jeg vidste, der var noget, vi havde glemt. Nå, vi fandt nok en løsning, og jeg var jo dog ikke tabt bag en vogn.

…to be continued…

Colosseum 19. december

Det skrider frem i Colosseum…

Alt godt får en ende, og sidst på natten var vi faktisk stort set færdige. Lokalerne skulle udlejes, men det var heldigvis ikke mit problem. Jeg syntes dog, at der manglede et eller andet. Noget der normalt hang uløseligt sammen med afsløringer af statuer og sådan noget. Selvfølgelig! Jeg greb fat i Mazzarello:

  • Hør, Mazzo, har I ikke nogle gamle presenninger i bilen…et tæppe eller et eller andet?
  • Jo, det tror jeg nok. Jeg kan se efter. Med sådan en lommelygte, da er det intet problem. Den kan sagtens oplyse sådan et bagagerum, også selv om det er ultralys. I går var der en der ikke troede det, men så tændte jeg for den, og så…
  • Vi har ikke hele natten, Mazzo. Hvis du finder, hvad I har af den slags, kontakter jeg hans excellence, ministeren, Signor Mario Eliso Tartolini, så han kan få en åbningsceremoni stablet på benene. Du vil jo også gerne være med til indvielsen, ikke?
  • Det sidste lod Mazzarello sig ikke sige to gange. Han skyndte sig hen til bilen. Jeg ringede hans excellence op.
  • Ja???
  • Godmorgen, Mario. Det er mig, professor Alberti. Jeg ville lige drøfte et par detaljer med dig vedrørende indvielsen af det nye Colosseum.
  • Ved De, Professor Alberti, hvad klokken er her i Rom?
  • To sekunder, så skal jeg se efter….den er 04.08…Rom er stor, men ikke større end én tidszone, så jeg vil gætte på, at Deres vækkeur viser det samme, Deres Excellence.

Jeg skal indrømme, at jeg fniste ved tanken om denne, synes jeg uskyldige, spøgefuldhed, men ministeren var åbenbart ikke morgenmand.

  • De er sikker på, at det ikke kan vente til i morgen…om et par timer?
  • Men det tager ikke lang tid. Jeg er færdig med at restaurere Colosseum. Jeg tænkte blot, at De kunne stjæle samtlige overskrifter, hvis De kunne få stablet en indvielsesceremoni på benene til klokken…klokken 10.00 for eksempel?

Dét vækkede hans Excellence.

  • Pinedød! Det var en knippel ide. Nu er De helt færdig, ikke sandt? Alt andet ville være en skandale, indvie en byggetomt, uha uha.
  • Helt færdig. Jeg har haft et par hjælpere fra Tony.
  • Jeg har noget klart til klokken 10.00.
  • Udmærket. Vi venter her.

…to be continued…

Colosseum 18. december

Det blev den 18. december og professor Alberti har lidt… problemer med sine hjælpere…

  • Ja, måske er min lygte simpelthen for stærk, så den scanner en masse andre ting, man normalt ikke ville finde. I går da jeg var på vej hjem tændte jeg den, og så var der en, der…
  • Ja, men du fortsætter bare. Kald hvis du tror, du finder noget. Berti og jeg begynder at inddele det hele i etager.

Som sagt, så gjort. Vi var færdige med granrafterne, så jeg kunne ikke dy mig for at begynde på føromtalte etageinddeling. Det morsomme ved sådanne arbejder med gamle ting er, at man virkelig bliver grebet af det. Så længe man nærer respekt for det bestående, sker der intet ved at lade fantasien arbejde lidt. Jeg satte Cambatino i sving med at sætte stilladset op. Jeg selv begyndte at mure nye loftsvælvinger, jeg indrømmer, at jeg nok forbeholdt mig selv det sjove arbejde. Dette foreholdt han mig da også snart.

  • Berti, jeg er færdig med stilladset. Må jeg gå i gang med indretningen?
  • Ja, min ven, gør blot det. Jeg har lavet en plan over de forskellige etager…et øjeblik, jeg har den her i lommen.

I smug så jeg efter, om han nu også var helt færdig med opsætningen. Jeg syntes jo nok, at det var gået lidt vel hurtigt, og ganske rigtigt; de øverste etager var ikke tilgængelige for folk af gennemsnitshøjde endnu. Jeg prajede ham.

  • Cambi! Cambatiiino!!!
  • Hmm…ja, professor, hvad er der?

Han lød meget brødebetynget.

  • Er der ikke noget du mangler? Noget du har glemt?
  • Nej, hvad skulle det være?
  • Du er jo ikke færdig med stilladset. Jeg er nødt til at kunne stole på dig, ellers må du gå ned og hjælpe Mazzarello…

Der lød en høj og bjæffende skratten. Jeg genkendte lyden fra den scene i ”Helte-sergenten muler prøjserne”, hvor vor helt rydder en tysk provinsby med et par salver fra sin Massey Ferguson maskinpistol. Cambatino ramte imidlertid ved siden af.

  • Ja ja da, så fortsæt med det, du er i gang med, gavstrik.
  • Det bliver flot. Jeg har fjernet nogle af de gamle søjler, de passede ikke rigtigt ind i sammenhængen.
  • Nå…ja…bare du i det store og hele holder dig til planen. Jeg har ikke lavet de planer for sjov skyld.

Efter jeg havde lappet hullerne, tog jeg fat på de sidste hvælvinger. Mazzarello, der ikke havde fundet yderligere under scanningen, havde jeg sat i sving med resten af stilladset. Også det klarede han rigtigt flot. Således gik vi nogen tid og puslede med hver vort.

…to be continued…