En historie

Konferencen

I.

Regnen regnede. Det er jo det regn gør, men i Lille, i den regntyngede franske del af Flandern, er regn et deprimerende, vedblivende og ekstremt insisterende fænomen. I dette landskab er regn virkeligt trådt i karakter. Det bliver ikke ved i timer, det bliver ved i dage, i uger, i måneder, og landskabet bærer præg af det. Kører man igennem landskabet i tog bringer området mindelser om en kæmpestor badesvamp, som har opsuget det vand den kan kapere. Fylder man mere på, vil det ikke synke ind men simpelthen flyde ovenover. Navnet Lille kommer oprindeligt fra l’isle, øen. Det var romerne, der oprindeligt kaldte stedet sådan. Ikke fordi den Engelske Kanal dengang strakte sig 60 kilometer ind i landet i forhold til nu, men fordi stedet vitterligt lå som en ø i et stort sumpområde. Forstaden Villeneuve d’Asq, som blev bygget, efter tyskerne for tredie gang indenfor 75 år havde trukket sig tilbage til deres eget land, blev mere eller mindre bygget i en mose. Navnet på denne forstad har i øvrigt direkte sammenhæng med visse begivenheder i første halvdel af 1940’erne. I udkanten af det nuværende Villeneuve d’Asq ligger landsbyen Asq. I 1943 var et tog, fyldt med SS-soldater, blevet udsat for sabotage i omegnen af Asq. Noget sådant blev som oftest straffet prompte og hårdt. I dette tilfælde blev de mandlige beboere af Asq slæbt ud af deres huse og gårde og henrettet. Efter krigen da det evige Frankrig igen fik appetit på stort anlagte prestigeprojekter besluttedes det at anlægge en række helt nye byer, lys og luft og så videre. Lille var ulykkelig nok til at få sin del af disse 4-5 Villeneufs. Da man så stod og manglede et navn til frembringelsen, valgte man at hædre mindet om det offer Asq havde bragt i kampen mod indtrængerne. Det brutale offer havde måske fortjent et smukkere gravmæle. Men alt dette er udenomssnak, faktum er at disse moser og sumpe ikke som lommeuld kommer af ingenting. De kommer af den evige flamske regn. Man træder ikke ud på græsset hvis man har sine nypudsede sko kært, man synker i, i et bundløst morads af vandmættet ler.

De historiske kendsgerninger og regnen var ikke fremmede for den fregnede, lyse mand, der stod udenfor Handelskammeret på Place de l’Opéra og lod sig gennembløde, medens han gjorde hvad han kunne for at holde ild i en cigaret. Han havde det let drengede udtryk fregnerne bidrog kraftigt til, men der kunne spores lidt bekymret i det drengede. Han kunne have valgt at spise en god frokost på Portos eller en hvilken som helst anden restaurant i Vieux Lille, det gamle Lille. Ingen kunne have sagt noget til det, for hans regninger var hans egen sag. Ikke engang banken kunne eller ville have sagt noget som helst til det, for hans virksomhed SoftSuede havde overlevet finanskrisen i 2008 og var kommet stærkt ud af den. Han stod ikke til regnskab for nogen kompagnoner, for der var ingen. Så vidt var alt godt. SoftSuede havde 26 ansatte og kunne realistisk set vokse til det tidobbelte indenfor to til tre år. Dette var vel ikke usædvanligt i IT branchen, men det var heller ikke usædvanligt, at sådanne vækstrater tvang virksomheder i knæ. Men for Ingemar Nymark havde den foreløbige vækst fra ham selv til de nuværende 26 ansatte på 4 år været en fornøjelse. Han havde vist sig ikke bare at være en dygtig og inspireret IT ingeniør men også en kapabel administrator. Tingene fungerede i SoftSuede. Folk fik løn til tiden, kreditorerne fik deres penge – også til tiden, og frem for alt blev der foretaget en reel risikovurdering i forbindelse med alle opgaver. Ingemar havde endnu til gode at tabe mere end 20.000 svenske kroner på en opgave. Konceptet var det rigtige; at skabe orden hvor kaos hersker. Forretningsgrundlaget var software der mere eller mindre intelligent sorterede skidt og kanel på internettet. Det var i og for sig ikke epokegørende, noget lignende var der flere virksomheder der arbejdede med. Forskellen var den imponerende effektivitet og ringe fejlmargen SoftSuede’s software udførte operationerne med.  Det var der penge i, og det havde egentlig ikke overrasket Ingemar. Det havde fra starten været hans tanke, at der måtte være penge i at sortere relevante informationer på et hastigt voksende og stadigt mere uoverskueligt internet. Han havde ment, at pengene ikke lå i at skabe eller formidle flere og flere informationer men i at skære i dem. Og han havde altså haft ret.

Nu stod han ligeså stille på trappen op til Handelskammerets store sal og undrede sig over, at han overhovedet havde sagt ja til at deltage på denne messe. Det havde jo ikke været nødvendigt. Han savnede sin kone og ungerne mere end han længe havde gjort, det gjorde han næsten altid, når han var væk nogle dage. I bund og grund ville han foretrække at gå og hygge sig sammen med hende hver dag. Ikke nødvendigvis sådan at de skulle gå op og ned ad hinanden i døgnets 24 timer, men han havde det ikke godt med at gå i seng om aftenen uden hende, og han havde det endnu værre med at stå op om morgenen uden hende. Men intet af dette kunne måle sig med det savn han nu følte. Han havde moralske tømmermænd uden egentlig at have grund til det. Måske nærmere tværtimod, prøvede han at overbevise sig selv om. Han havde jo stået imod overfor fristelsen, chancen havde været der. Hvis han havde villet, kunne han med lethed have været sin kone utro. Men han havde netop ikke gjort noget andet end at spise middag med en repræsentant fra en belgisk virksomhed. Han tænkte tilbage på den foregående aften, og han så atter de murede hvælvinger for sig, de solide stenpiller der gik ned gennem lokalet og de blyindfattede ruder i de nærmest overdimensioneret kraftige trærammer.

Restauranten i rue de Gand havde haft en atmosfære man leder forgæves efter i Skåne, ja i Skandinavien for den sags skyld. Han ville gerne have spist der sammen med Mona, men han vidste at han aldrig ville kunne få sig selv til at sætte sine ben der igen. Ikke der, hvor hendes lange, slanke og usandsynligt flotte ben med jævne mellemrum havde berørt hans. Han lænede sig mod en muret pille, lukkede øjnene og fik næsten sved på panden ved tanken.

II

– Rejer i hvidvin? Vis nu lidt fantasi, Ingemar…

Hun udtalte skiftevis han navn “inkemahr” og “inchemahr”. Men selv det havde næsten været uimodståeligt.

  • Jeg elsker rejer til forret. Det er så sjældent jeg får det. Vi går ikke så tit ud og spiser derhjemme.
  • Hvorfor ikke? Gider din kone ikke?
  • Joh…jo, hun…det gør vi bare ikke…
  • Så er det jo godt du fik mig inviteret ud!
  • Ja, det er jeg også glad for…

Han havde ikke inviteret hende ud. Såvidt han huskede, var det noget de på et eller andet tidspunkt bare var blevet enige om. Men på en eller anden måde smigrede det hans forfængelighed, at hun åbenbart mente at hun var blevet inviteret. For det betød, at hun ikke havde sagt nej. Hun kunne måske oven i købet have fået andre tilbud, slet ikke utænkeligt, men havde altså valgt ham som det bedste tilbud om en god aften.

Deres forret kom. Han havde allerede fortrudt en lille smule, at han havde holdt fast i sine rejer.  Hendes tuntatar så faktisk noget mere spændende ud. Men begge dele var lækkert anrettet og rejerne smagte godt. Hun holdt en pause og så på ham.

  • Har du lyst til at smage min tuntatar?
  • Tjaa…er den god?
  • Mmm…har du lyst?
  • Ja, det vil jeg gerne…det gør jeg aldrig med Mona derhjemme. Hun bryder sig ikke om at sidde og fægte med gafler og skeer tværs over bordet, slet ikke i en restaurant.

Det havde han jo faktisk ikke behøvet at sige. Hvad vedkom det Marijke de Genk, hvad Mona og han gjorde derhjemme?

  • Det er en skam…man går netop ud for at prøve noget nyt, ikke?
  • Joh…

Han kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, men følte et lille stik af dårlig samvittighed. Han så ikke de århundredår gamle murstensvælvinger i kælderen hos ”Le Chat Ivre” eller det ældre franske ægtepar, der skumlede over at der blev talt engelsk midt under deres middag. Hvis ikke man kunne tale fransk, kunne man vel i det mindste holde mund. Der var vel ingen grund til at skilte med ens primitive opdragelse…Det eneste han i dette øjeblik så, var Marijkes læber, der næsten kyssede gaflen til afsked, hendes hænder der førte gaflen ned til tallerkenen og fiskede en bid tuntatar, hendes skjorte, der under andre omstændigheder ville have forarget ham. Åh Gud, hvordan var han havnet her med hende. Idet hans mund lukkede sig om gaflen, følte han hendes fod mod sit inderlår, ret langt oppe.

Han blev et øjeblik distraheret af et selskab der talte intenst og højlydt på engelsk. Det lignede et typisk kobbel af reklamefolk, smarte, hurtige i vendingen, dyre videokameraer – eller noget der lignede. De grinte og panorerede rundt i lokalet. Flere af gæsterne hævede deres glas til hilsen.

  • Drømmer du aldrig om at lave andet end bare arbejde?
  • Tjoo…der er ikke så meget plads til drømme…kone, børn, den ene dag går med den anden…
  • Hmmm… Inkemahr…jeg tror du skal tillade dig selv at holde lidt fri en gang imellem.
  • Ja, ja, men jeg arbejder næsten aldrig om søndagen…
  • Inkemahr, du er væk, du er fri i et par dage, er der ikke noget du har lyst til? jeg plejer at forkæle mig selv, når jeg er ude at rejse.
  • Hvordan?
  • Mmmhh….er du nysgerrig?
  • Du gør mig nysgerrig!
  • I lige måde…du er i Lille i morgen aften?
  • Hvad mener du?
  • Jeg mener at du vel ikke tager hjem i morgen, messen varer to dage endnu.
  • Nåh, nej, jeg bliver til den bitre ende.
  • Vi kunne mødes igen i morgen aften hvis du har lyst…
  • Øhh, ja, jeg…har ikke nogen planer…
  • Jeg kender nogle gode steder hvor vi kunne forkæle hinanden. Det er hyggeligere end bare at forkæle sig selv, synes du ikke?
  • Jo, det…

Marijke smilede og grinte til ham idet hun lænede sig indover bordet og strøg ham over kinden. Hendes skjorte var et studie i drilleri. Som den spejderdreng Ingemar var, kunne han ikke se nok. Og dog. Han kunne lige præcis se nok ud af øjenkrogen til at være ved at blive halvt vanvittig.

Og Marijke blev ved. Ingemar følte sig som en ballon der var blæst til bristepunktet, og Marijke var sylen der drillende kildede ham.

Hvis nogen bagefter havde spurgt Ingemar, hvad de havde fået til dessert, ville han ikke have kunnet svare, om de overhovedet havde fået dessert.

…to be continued…

III

Ingemar lå badet i en drøm, da han med ét fór op. Han kæmpede for at komme til klarhed over, hvor han var. Han tumlede rundt mentalt nogle lange sekunder, indtil det gik op for ham, at han lå i sin seng på l’hotel de la Treille i Lille. Noget i baghovedet fortalte ham, at telefonen måtte have ringet. Han så på uret, halv ni. Ingen panik, messen åbnede først kl. ti og turen til Grand Palais ville ikke tage ham meget mere end et kvarter til fods. Men alligevel led han alle helvedes kvaler. Hvorfor? Der var jo ikke sket noget. Ikke det fjerneste. Han stod op, gik ud på badeværelset og tog et brusebad. Han mandede sig op og afsluttede med 15 sekunders koldt vand. Han barberede sig, børstede tænder og gik ind på værelset og klædte sig på.

Han gik ned for at spise sin morgenmad i restauranten, men inden gik han i receptionen.

  • G’morning, did anyone leave a message for me?
  • Which room sir, please?
  • 314
  • Just a moment sir, please excuse me, I will have a look…

Receptionisten rodede rundt I nogle papirer og sedler på disken. Så fik han et genkendelsens udtryk i øjnene og vendte sig mod Ingemar.

  • Yes, sir, there was a call half an hour ago…
  • Did you get the name and number?
  • As a matter of fact I did, yes sir, it was your wife, sir. You can reach her at this number. It’s here in Lille.

Ingemar følte sig et øjeblik svimmel.  Hvad lavede hans kone i Lille. Havde nogen fortalt hende om den foregående aften? Hvad var der at fortælle…intet. Absolut intet. Det kunne ikke være det. Hvem kunne have fortalt hende noget? Hvordan kunne hun i det hele taget have nået at få fat på en flybillet og troppe op i Lille så hurtigt. Det var ganske enkelt umuligt. Ingemar måtte have set halvt forstyrret ud. Receptionisten kiggede på ham med et medviderisk blik idet han rakte sedlen med nummeret til ham.

  • Would you like me give her any special message if she calls again, sir?
  • Ahh, er…I…how…?
  • Sir, I could simply tell her that you have checked out…I could do that for for you, sir….
  • No, no, I’ll call her. Thank you very much.
  • Not at all, sir, have a nice day sir.

Gudfader! Ingemar var tæt på at stikke i et hysterisk grin, men holdt masken. Skæg og blå briller med velvillig assistance fra hotellet. Han forlod receptionen og gik ind i restauranten. Han satte sig ved et tomt bord og trak sin mobiltelefon op af jakkelommen. Han kiggede endnu en gang på sedlen med nummeret og tastede det. Idet han ventede på at telefonen blev taget gik det op for ham, at der kun var et nummer, men ikke noget navn på sedlen. Havde receptionisten gættet på, at det var Mona, der havde ringet, eller havde han bare ikke skrevet navnet ned?

  • Hej Inkemahr

Et øjeblik, bare et øjeblik, gik Ingemar i panik. Mona efterlignede Marijkes udtale af hans navn, ja, selv hendes stemme havde hun ramt på en plet. Så gik det åbenlyse op for ham.

  • Hej Marijke! Tak for sidst, det var hyggeligt. Jeg tager på messen om en halv time, hvad med dig?
  • Hmmm…jeg er nødt til blive på mit hotel, jeg har et møde med vores partner her i Frankrig. Han kunne i øvrigt være stærkt interesseret i dine produkter. Jeg tror det kunne være en god ide, hvis du kigger over.
  • Jeg er næsten nødt til at tage på messen, ellers er min stand ubemandet.
  • Hvorfor tager du på messe?
  • Fordi jeg ikke har andre med, hvis ikke jeg…
  • Nej, jeg mener; hvorfor tager du egentlig på messe?
  • Nåhh, øhh, for at møde nye kunder og samarbejdspartnere
  • Præcis! Og jeg har en grydeklar partner til dig. Kom over og mød ham!
  • Jah…det ved jeg ikke…
  • Kom nu!
  • Fint, vi ses om en time på Ibis.

IV

Ingemar meldte sin ankomst i receptionen på Hotel Ibis. Receptionisten ringede op for at høre, om Marijke var på værelset, hvilket hun var. Han blev vist op og bankede på. Marijke tog imod ham med et skælmsk smil.

  • Hej, godt at se dig igen.
  • I lige måde, du har allerede gæster kan jeg se.

Ingemar gik hen til det lille sofaarrangement og hilste på de to velklædte mænd, der rejste sig halvt og smilede til ham. De var begge franske og præsenterede sig som Pascal Fauxpas og Gautier Mérite. Pascal, blond, stor og kraftig, betydede Ingemar med en armbevægelse at han skulle tage plads. Pascal kiggede indgående på Ingemar og smilede.

  • Taler De fransk Mister Nymark?
  • Nej desværre, men De taler udmærket engelsk, så jeg håber ikke, det er noget problem?
  • Overhovedet ikke, men De går glip af en god vits!

Ingemar satte sig, lettere desorienteret. Han kunne ikke få øje på vitsen. Pascal…Fauxpas…ligemeget, Gautier…Mérite…med sit ekstremt begrænsede turistfranske syntes Ingemar at en klokke ringede ved navnet Mérite. Men vits? Han så forvirret på Pascal og følte ikke nogen videre sympati for manden. Han så på Gautier og spurgte

  • Mérite?
  • Oui monsieur, vous le méritez! Gautier smilede imødekommende.

Ingen sagde noget i nogle øjeblikke. Stemningen var ganske let anspændt, Ingemar kunne ikke definere hvad det skyldtes, men han følte spændingen i luften. Fauxpas lænede sig frem i sin stol.

  • Nymark, De er i Lille for at gøre forretninger?
  • Ja, eller i det mindste for at sondere terrænet…

Måske var dette den franske måde, indlede med en række selvindlysende fakta…

  • De har familie?
  • Ja, jeg er gift, og vi har en lille dreng.
  • Udmærket, familien er en kilde til lykke, tror De ikke?
  • Jo…har De familie, mr. Fauxpas? Ingemar fik det udtalt som Fopar
  • .Ja, jeg har familie. Den har altid første prioritet, ikke sandt?

Ingemars stigende forundring – og deraf følgende panderynker – blev misforstået af Pascal Fauxpas som nordisk utilfredshed med smalltalk. Han kastede et sigende blik til Gautier Mérite, som greb opfordringen.

  • Hvad ville De sige til at kunne hæve en betragtelig bonus for Deres udviklingsarbejde og hellige Dem familien eller – hvad De nu ville fortrække?
  • Hvad mener De præcist?
  • Fauxpas og jeg arbejder for en virksomhed, der kunne være interesseret i at betale for Deres udviklingsarbejde!
  • Altså købe SoftSuede?
  • Lige netop!
  • Jeg er ked af at have spildt Deres tid, SoftSuede er ikke til salg. Jeg ejer virksomheden, og jeg har ingen planer om at sælge.
  • Vi er villige til at tilbyde Dem en endog særdeles god pris!
  • Jeg er ked af det, men det har ingen interesse! Vi oplever en voldsom vækst, og jeg kan ærligt talt ikke se, hvorfor jeg skulle sælge nu.
  • Uanset prisen?
  • Uanset prisen. Ingen pris kan opveje det jeg er ved at bygge op. Men jeg er altid åben for et samarbejde.
  • Hmm…vi arbejder på den måde, at vi overtager det økonomiske ansvar for de projekter vi træder ind i…
  • Men jeg vil være villig til en vidtgående samarbejdsaftale…
  • Vi forestiller os at De, mr. Nymark, fungerer som daglig leder i en overgangsperiode.
  • Beklager, det har ingen interesse!

Mérite trak beklagende på skuldrene og gjorde en opfordrende håndbevægelse mod Fauxpas.

  • Nød De Deres aften i Lille i aftes, mr. Nymark?
  • Ja, det er jo noget andet end Malmö…virkeligt hyggeligt!

Ingemar smilede, han havde uforklarligt glemt sin dårlige samvittighed og tog spørgsmålet som et uskyldigt, afsluttende konverserende indslag. Fauxpas var mand for at flå ham ud af vildfarelsen.

  • Og Marijke kan jo få selv Lille til at fremtræde i et vist skær, ikke sandt?

Fauxpas var tydeligvis ikke fra Lille. Marijke så genert tilfreds ud, som havde hun udført sin del til topkarakter. Ingemar var ikke helt så tilfreds med situationen. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, der var jo ikke sket noget.

  • Hvad mener De?
  • Hmm, hukommelsen svigter nogle gange, når man sidder på en restaurant, væk fra konen, arbejdet, ens vante omgivelser…
  • Jeg er overhovedet ikke med.
  • Marijke, vis Ingemar hvad jeg mener!

Marijke satte demonstrativt et bånd i en afspiller hun satte på det lille bord. Hvad der fulgte var ikke meget mere end 2-3 minutters koncentrat af hendes og Ingemars samtale aftenen før. Han havde rent faktisk sagt de ting der fremgik af båndet, men det var revet og flået ud af en kontekst som ikke fremgik af det sammenklippede bånd. ”…johhh, romantikken er ikke hvad den engang var…”…”…Hvorfor er du single, det har jeg da meget svært ved at forstå…”…”…min kone og jeg gør aldrig det her…ikke på den måde…”

Og så videre, og så videre. Ingemar havde ikke haft en heldig aften, hvis kriteriet var at undgå at sige noget, der kunne blive misforstået. Han spekulerede på, om de tre andre kunne se, at han rødmede. Mérite kunne, han smilede.

  • Det kan, mr. Nymark, være en berigende oplevelse at…spise ude…indimellem.
  • Det…det er grov…grov manipulation!
  • Men De sagde de ting, ikke sandt. Vil Deres kone kunne genkende Deres stemme?
  • Altså –
  • Eller er hun ikke vant til at høre Dem sige sådanne ting? Søde ting, De er jo romantiker mand!
  • De ved, Marijke ved, at dette er fordrejet…
  • Men vil Deres kone vide det? Har De indviet Deres børn i blomster & bier og…bier flyver jo fra blomst til blomst, ved De.

Ingemar vidste at han kunne forklare Mona sammenhængen. Hun var ikke immun overfor jalousi, men i bund og grund var hun sikker på ham. Men ungerne! Martin på 7 og Maria på 11. Maria ville betragte sin far som en slimet kloakrotte resten af sit liv. Ingemar havde tabt. Og han kunne se på Mérite at han, Mérite, vidste det.

  • Godt, hvad forlanger De?
  • Nymark, vi forlanger intet, vi tilbyder Dem en særdeles attraktiv aftrædelsesordning!
  • Har De noget i tankerne?
  • 3 mio. € nu, 3 mio. € om 2 år. Med de sædvanlige klausuler og betingelser naturligvis.

Ingemar holdt vejret. Det var faktisk en vældig god pris. Det kunne osse retfærdiggøres overfor Mona. Uden videre forklaringer.

…to be continued…

V

I regnen foran Handelskammeret havde frustrationen grebet Ingemar efter den første lettelse på hotelværelset. Det var et livsværk, det var mere end penge. Men han havde erkendt, at han ikke havde viljen og evnerne til at knække disse folk. Og han ønskede i hvert tilfælde ikke risikere familien. Han kunne parere ordre og indkassere 6 mio €.  Det sidste minut eller to havde været yderst professionelt. Fauxpas havde ikke ytret sig mere. Ingemar tænkte på ham som en slags business class gorilla. Marijke havde været venlig og smilende. Mérite havde ført ordet.

  • Nymark, De vil i eftermiddag modtage besøg på Deres stand på messen, kl. 14.00, lige efter frokost. Marijke, Fauxpas og jeg har udført denne opgave på kontrakt for firmaet, der ønsker at give Dem tilbuddet. Vi har ingen anden forbindelse med virksomheden. De må osse være klar over, at pågældende virksomhed ikke har den ringeste anelse om, hvorledes Deres accept af tilbuddet er kommet i stand. Hvis De udtrykker mishag over fremgangsmåden, vil virksomheden fuldt sandfærdigt påstå, at den intet kender til den side af sagen. Vi har fået en opgave, og vi har løst den. Hvordan er vores sag, ikke købers. Endelig, for en god ordens skyld, ingen af vore navne er vore virkelige navne (her tillod Mérite sig et smil). Det er ikke sandsynligt, at De kan opspore os, hvis De skulle ønske det.

Ingemar kunne ikke finde noget fornuftigt at sige til dette. Han forsøgte halvhjertet…

  • Og hvis jeg nu selv skulle få brug for Deres service?
  • Det er næppe sandsynligt, vel? Tag De hjem til Malmö og nyd livet med Mona, Martin og Maria, køn pige i øvrigt!

Den sidste bredside fra Mérite tog vejret og hvad der måtte have været af modstandskraft fra Ingemar. Hvor fanden havde de navnene fra? Hvornår var hans familie blevet udspioneret? De havde sat sig ind i tingene.

Resten af messen gik planmæssigt. Ingemar modtog stilfærdigt tilbuddet fra en ukarismatisk, grå bogholdertype, accepterede og pakkede og rejste om aftenen. Det var uretfærdigt og absolut ikke byens skyld, men han savnede ikke Lille og ville aldrig komme til det.

Ingemar tog Eurostar toget fra Gare Lille Europe og ankom 38 minutter efter til Gare du Midi i Bruxelles. Han for vild et par gange på den labyrintiske, halvt underjordiske banegård men nåede et tog, der tog ham ud til Zaventem, den internationale lufthavn i Bruxelles. Rejsen fra Lille havde været præget af en smule stress over ikke at vide præcist hvordan han kom fra Midi til lufthavnen, men herude i check-in området faldt han en smule til ro. Han overvejede det liv han kunne give Mona og ungerne – og sig selv – med 6 mio €. Og samtidigt turde han ikke rigtigt tro på, at han havde set eller hørt det sidste til Mérite og Co. På den anden side havde de ikke benyttet sig af situationen til at presse ham på prisen. Han erkendte med en sær tilfredshed, at han i situationen havde været villig til at acceptere væsentligt mindre. Kort sagt, Ingemar kunne være en velhavende mand resten af livet, hvis ikke han opførte sig direkte dumt. Som han sad og kom til den erkendelse, kom han osse til erkendelsen af, at han ville få ballade, hvis ikke han havde en gave med hjem til familien. Det var fast kutyme, at han forventedes at have gaver med hjem efter udlandrejser. Det var ligeså fast kutyme, at han glemte det med jævne mellemrum. Men denne gang kunne han ligesom ikke rigtigt tillade sig at glemme det. 10 minutter efter var familien Nymark en Louis Vuitton taske rigere, og Ingemar et par hundrede euro fattigere.

VI

Ovenpå anspændelse kommer som regel afslapning. For Ingemar havde det været en anspændt tur hjem, fra Bruxelles til København og videre til Malmö. Han havde været anspændt, da Mona tog imod ham i indkørslen, men hurtigt var han blevet klar over, at Mérite havde holdt sin del af aftalen; Mona viste ingen tegn på mistanke om noget som helst. De satte sig ved køkkenbordet og Mona så smilende på Ingemar.

  • Nå, fortæl. Hvordan gik det?
  • Stille og roligt…jeg har en lille gave med hjem til dig…

Ingemar rakte posen med tasken til Mona. Hun pakkede den ud.

  • Hold da helt ferie…har du været mig utro?
  • Ha, nej…men jeg har ikke haft noget med hjem de sidste par gange jeg har været ude at rejse…
  • Ingemar, det er jo helt vildt…er der sket noget?

Mona smilede ikke længere. Nu var hun tydeligt nervøs. Ingemar tog en dyb indånding.

  • Jeg har solgt firmaet.
  • Hvad? Hvad har du?
  • Jeg har solgt, og jeg har solgt godt. 6 mio euro.
  • 6 millioner…det er godtnok mange penge…Hold da helt op…men hvorfor? Det er dit liv…
  • Det er en måde at sikre vores fremtid på….
  • Men den var jo sikker…er du blevet presset til det?

Ingemar så på Mona. Hun så på ham med et gennemborende blik. Han sagde ikke noget, men Mona kiggede på ham, nikkede umærkeligt. Så gik hun hen til en skænk og trak en lille kuvert frem. Hun smed den på bordet foran Ingemar. Han stirrede på kuverten med vantro. De kunne da ikke allerede have sendt billeder med posten… han kunne ikke få sig selv til at åbne kuverten. Mona kiggede på ham.

  • Se nu på dem. Billeder af din egen kone!
  • Af dig?

Ingemar så på billederne. Mona i selskab med en mand på en restaurant i noget der lignede Nyhavn i København. Hvad han hed, vidste Ingemar ikke, men han vidste, at han bl.a. kaldte sig Mérite. Ingen af billederne kunne med sikkerhed siges at afsløre Mona i en kompromitterende situation. Og så alligevel…der var en stemning af noget forbudt over dem.

  • Hvordan…skete det?
  • Det kan jeg næsten ikke svare på. Men, Ingemar, der skete intet som helst. De forsøgte at få mig til at overtale dig til at sælge virksomheden, jeg fortalte dem, at de kunne stikke deres latterlige billeder skråt op. Men så fik de dig, eller hvad.

Ingemar nikkede, med lukkede øjne.

  • Men hvorfor fanden kunne du ikke bare gøre som jeg, be’ dem gå ad helvede til?
  • Det ved jeg ikke.
  • Havde de måske mere på dig, end de havde på mig?
  • Mona, nej, slap nu af…

Mona lignede ikke en der var overbevist. Hun betragtede Ingemar med en mine der helt klart lod forstå, at denne sag ikke var uddebatteret. Men Martin og Maria ville snart komme hjem, og dette skulle de under ingen omstændigheder rodes ind i.

Da familien Nymark havde spist aftensmad og Ingemar havde underholdt med – uskyldige – detaljer fra sin rejse, trak de ind i stuen. Maria havde tjekket tv-programmet og ved et tilfælde drejede PlanetPeople sig i aften om Lille. PlanetPeople var et hipt rejseprogram på en af de kommercielle fællesskandinaviske kanaler. Ingemar var et øjeblik indstillet på at insistere på slukket tv, ”bare i aften”. Men så alligevel, det ene havde jo ikke noget med det andet at gøre. Formodentligt.

Programmet startede med en kort introdution til byen, dens historie og særpræg i forhold til andre franske storbyer. Lille blev præsenteret fra sin mest charmerende side, afbrudt af adskillige ”så du det far?” og ”skal vi ikke tage derned i ferien, FAR!”.

Derefter blev hovedvægten lagt på en rundtur på udvalgte barer og restauranter. Her så Mona nervøst over på Ingemar, der med stigende rædsel betragtede fjernsynet som en mus betragter den hugorm, der har udset den til sit aftensmåltid. Da programmet nåede til ”le Chat Ivre” sprang svedperlerne frem på hans pande.

De næste 2 minutter ville gentage sig på Ingemars indre skærm resten af hans liv. Kameraet fokuserede på Marijke og ham, efter at have fokuseret på Mérite (her var Mona tæt på at falde ned af stolen).

  • Det er DIG, far!
  • Mor, MOR, det er far!

Mona sagde intet. Marijkes hånd gled ned af Ingemars kind. Kameraet afslørede hvad Ingemar kun havde anet ud gennem øjenkrogen; et par smukke bryster alt, alt for tæt på Ingemar. Ingemar sad med halvt åben mund og et fjoget udtryk og slugte Marijkes mundbevægelse med øjnene. Marias mund formede et O! hun vendte sig mod sin far med afsky og foragt.

– Fy for satan…SLIMEDE KLOAKROTTE!

Og det var det. Jeg ønske alle en glædelig jul & et godt nytår – og ser frem til at præsentere en masse godt øl for jer i 2018 – samt måske flere historier!