Colosseum 20. december

Den 20. december – og der kommer fornemt besøg på byggepladsen!

Kl. 09.56 blev vi, Cambatino, Mazzarello og jeg, vækket af højlydte stemmer, glade kvindehvin og overraskede udbrud fra mænd. Vi havde lagt os for at tage fem minutter på øjet i det nederste stokværk, og vi må åbenbart have trængt til det, for vi havde jo altså sovet i nogle timer. Hans Excellence, ministeren, Signor Mario Eliso Tartolini var den første der fik øje på os. Han prajede os.

  • Professor! Det ser pinedød godt ud. Det vil glæde Dem at høre, at jeg har alle kontrakter på plads. Men De må hellere se at få lidt vand i hovedet, vi indvier skidtet om et par minutter.
  • Kontrakter?
  • Ja, ja. Hotel og kongrescenter nede i de gamle kældre, Honeynuts Inc. har allerede redt de første senge. Møbeludsalg i resten. Hoskea har været nødt til at ændre lidt på de gamle hvælvinger, men det kan næsten ikke ses. De har også sat en ny skalmur op på ydersiden, fint, enkelt og meget skandinavisk.

Jeg var imponeret. Det hjælper altså på tingene, når kontakterne er på plads. Jeg gjorde mig klar. Vel var min habit en smule nusset, men man restaurerer ikke et gammelt anlæg uden at det kan ses. Ja, i dette øjeblik følte jeg vel nærmest en slagt klassestolthed som midlertidig håndværker. Det skulle imidlertid snart få en ende. Det vil sige, stoltheden føler jeg vel den dag i dag, men hele den glade og idylliske stemning skulle få en ende. Og dobbelt tragisk er det, at dette brud egentlig skyldtes hans Excellences uforlignelige organisationstalent. Han havde været hurtigt ude den morgen og fået overtalt EU’s kulturkommissær til at deltage i indvielsen. Og det var jo principielt udmærket. Jeg ville højst sandsynligt ikke have modsat mig den ide i den givne situation. Problemet bestod i, at denne høje post på dette tidspunkt var besat af Dr. Ernst Trockenbier. Han følte, og føler formodentlig stadigvæk, en ulyksalig forpligtelse til at blande malurt i bægeret, når han egentlig bare var sat på jorden til at kaste glans over glædelige begivenheder, som eksempelvis genindvielsen af Colosseum. Hans kæphest var at mindes forskellige ofre, uanset hvor han befandt sig. Og for ikke at forfalde til det teatralske, plejede han at gøre det med et muntert, indstuderet blink i øjnene. Han nærmede sig nu hans Excellence og jeg, medens vi diskuterede holdbarheden af konstruktionen.

  • Ah! Signor Mario Eliso Tartolini! Og professor Giovanni Alberti, hvis ikke jeg tager meget fejl?
  • Nej, De tager ikke fejl. Er De klar?
  • Så lad os gå op til tribunen. Hvor har De placeret den professor?

Den sad! Jeg vidste, der var noget, vi havde glemt. Nå, vi fandt nok en løsning, og jeg var jo dog ikke tabt bag en vogn.

…to be continued…

Colosseum 19. december

Det skrider frem i Colosseum…

Alt godt får en ende, og sidst på natten var vi faktisk stort set færdige. Lokalerne skulle udlejes, men det var heldigvis ikke mit problem. Jeg syntes dog, at der manglede et eller andet. Noget der normalt hang uløseligt sammen med afsløringer af statuer og sådan noget. Selvfølgelig! Jeg greb fat i Mazzarello:

  • Hør, Mazzo, har I ikke nogle gamle presenninger i bilen…et tæppe eller et eller andet?
  • Jo, det tror jeg nok. Jeg kan se efter. Med sådan en lommelygte, da er det intet problem. Den kan sagtens oplyse sådan et bagagerum, også selv om det er ultralys. I går var der en der ikke troede det, men så tændte jeg for den, og så…
  • Vi har ikke hele natten, Mazzo. Hvis du finder, hvad I har af den slags, kontakter jeg hans excellence, ministeren, Signor Mario Eliso Tartolini, så han kan få en åbningsceremoni stablet på benene. Du vil jo også gerne være med til indvielsen, ikke?
  • Det sidste lod Mazzarello sig ikke sige to gange. Han skyndte sig hen til bilen. Jeg ringede hans excellence op.
  • Ja???
  • Godmorgen, Mario. Det er mig, professor Alberti. Jeg ville lige drøfte et par detaljer med dig vedrørende indvielsen af det nye Colosseum.
  • Ved De, Professor Alberti, hvad klokken er her i Rom?
  • To sekunder, så skal jeg se efter….den er 04.08…Rom er stor, men ikke større end én tidszone, så jeg vil gætte på, at Deres vækkeur viser det samme, Deres Excellence.

Jeg skal indrømme, at jeg fniste ved tanken om denne, synes jeg uskyldige, spøgefuldhed, men ministeren var åbenbart ikke morgenmand.

  • De er sikker på, at det ikke kan vente til i morgen…om et par timer?
  • Men det tager ikke lang tid. Jeg er færdig med at restaurere Colosseum. Jeg tænkte blot, at De kunne stjæle samtlige overskrifter, hvis De kunne få stablet en indvielsesceremoni på benene til klokken…klokken 10.00 for eksempel?

Dét vækkede hans Excellence.

  • Pinedød! Det var en knippel ide. Nu er De helt færdig, ikke sandt? Alt andet ville være en skandale, indvie en byggetomt, uha uha.
  • Helt færdig. Jeg har haft et par hjælpere fra Tony.
  • Jeg har noget klart til klokken 10.00.
  • Udmærket. Vi venter her.

…to be continued…

Colosseum 18. december

Det blev den 18. december og professor Alberti har lidt… problemer med sine hjælpere…

  • Ja, måske er min lygte simpelthen for stærk, så den scanner en masse andre ting, man normalt ikke ville finde. I går da jeg var på vej hjem tændte jeg den, og så var der en, der…
  • Ja, men du fortsætter bare. Kald hvis du tror, du finder noget. Berti og jeg begynder at inddele det hele i etager.

Som sagt, så gjort. Vi var færdige med granrafterne, så jeg kunne ikke dy mig for at begynde på føromtalte etageinddeling. Det morsomme ved sådanne arbejder med gamle ting er, at man virkelig bliver grebet af det. Så længe man nærer respekt for det bestående, sker der intet ved at lade fantasien arbejde lidt. Jeg satte Cambatino i sving med at sætte stilladset op. Jeg selv begyndte at mure nye loftsvælvinger, jeg indrømmer, at jeg nok forbeholdt mig selv det sjove arbejde. Dette foreholdt han mig da også snart.

  • Berti, jeg er færdig med stilladset. Må jeg gå i gang med indretningen?
  • Ja, min ven, gør blot det. Jeg har lavet en plan over de forskellige etager…et øjeblik, jeg har den her i lommen.

I smug så jeg efter, om han nu også var helt færdig med opsætningen. Jeg syntes jo nok, at det var gået lidt vel hurtigt, og ganske rigtigt; de øverste etager var ikke tilgængelige for folk af gennemsnitshøjde endnu. Jeg prajede ham.

  • Cambi! Cambatiiino!!!
  • Hmm…ja, professor, hvad er der?

Han lød meget brødebetynget.

  • Er der ikke noget du mangler? Noget du har glemt?
  • Nej, hvad skulle det være?
  • Du er jo ikke færdig med stilladset. Jeg er nødt til at kunne stole på dig, ellers må du gå ned og hjælpe Mazzarello…

Der lød en høj og bjæffende skratten. Jeg genkendte lyden fra den scene i ”Helte-sergenten muler prøjserne”, hvor vor helt rydder en tysk provinsby med et par salver fra sin Massey Ferguson maskinpistol. Cambatino ramte imidlertid ved siden af.

  • Ja ja da, så fortsæt med det, du er i gang med, gavstrik.
  • Det bliver flot. Jeg har fjernet nogle af de gamle søjler, de passede ikke rigtigt ind i sammenhængen.
  • Nå…ja…bare du i det store og hele holder dig til planen. Jeg har ikke lavet de planer for sjov skyld.

Efter jeg havde lappet hullerne, tog jeg fat på de sidste hvælvinger. Mazzarello, der ikke havde fundet yderligere under scanningen, havde jeg sat i sving med resten af stilladset. Også det klarede han rigtigt flot. Således gik vi nogen tid og puslede med hver vort.

…to be continued…

 

Colosseum 17. december

Vi er nået til den 17. december…. og der arbejdes i Colosseum….

  • Det er i orden, gå du bare i gang med scanningen. Jeg hader også at bruge andre folks lygter. Tænk hvis de gik i stykker. Jeg giver professoren en hånd med. Men tag regnsættet på, så du har et minimum af beskyttelse.

Som sagt, så gjort. Mazzarello, der havde problemer med lynlåsen, blev hjulpet i regnsættet af Cambatino.

Det viste sig at være en fornøjelse at arbejde sammen med disse to unge mennesker. Cambatino var vel den mest studieegnede af dem, men Mazzarello klarede faktisk scanningen til et 13-tal. Vi fik i løbet af natten et nært forhold. Ja, der udviklede sig vel en form for venskab mellem disse handlingens mænd og jeg, åndens ypperstepræst fra Rom, Milano eller Torino.

Cambatino og jeg var just blevet færdige med at banke den sidste granrafte i undergrunden, da Mazzarello i et eksalteret tonefald kaldte på os.

  • Cambatino! Professor! Kom og se, jeg tror, at jeg har fundet en gammastråle. Skynd jer!

Her var Cambatino heldigvis hurtig i vendingen.

  • Lad den ligge…for Guds skyld, lad den ligge. Vi kommer!

Vi skyndte os hen til Mazzarello. Tænk hvilken sensation! Gammastråler i Colosseum, om det så blot var en enkelt en. Det ville have ændret hele vores syn på de gamle romere. Forpustede betragtede vi Mazzarellos fund. Cambatino greb mig om skulderen og spurgte:

  • Hvad mener du, Berti, er det en gammastråle?
  • Nej, Cambi, det er et gammelt spænde til en fototaske. Amerikansk fabrikat tror jeg.

Mazzarello så temmelig skuffet ud. Cambatino puffede godmodigt til ham:

  • Nåh ja, det kunne du jo ikke vide. Det er allerede et flot stykke arbejde, du har gjort, normalt er det kun atomfysikere der finder gammastråler. Fortsæt bare, du finder sikkert en gammastråle om lidt.

Mazzarello var tydeligt opmuntret af dette. Jeg fandt denne intimitet rørende. Det var tydeligt, at disse to mænd havde prøvet mangt og meget sammen igennem årenes løb. Dette lille intermezzo var et eksempel på hengivenhed og oprigtig interesse fra Cambatino, som nok kunne være nyttigt at følge for mange andre mennesker. Et venskab så stærkt, at jeg næsten følte mig tilovers, men nu var ikke tiden til sentimentalitet. Og Mazzarello havde heldigvis ikke mistet sit glade gåpåmod.

…To be continued…

Colosseum 16. december

Kan man finde gammestråling ved hjælp af almindelige lommelygter? Læs med i vores føljeton her!

  • Er De professor Giovanni Alberti? Besvar spørgsmålet med et nik for ja.

Jeg nikkede begejstret.

  • Mazzarello, undersøg hans lommer og find noget ID.

Manden, der åbenbart hed Mazzarello, fandt hurtigt min tegnebog indeholdende bl.a. ID.

  • Den er i orden, Cambatino. Det er ham.
  • Tag bare kneblen ud.

Jeg rejste mig og børstede støvet af min habit. Jeg betragtede mine to hjælpere. Det var et par velvoksne fyre, men jeg så nok, at de, hvis de fik en fast hånd, faktisk kunne blive mig en stor hjælp. Jeg tog altså teten.

  • Har I lygter med? Her er temmelig mørkt, som I nok kan se.
  • Jeg skulle være cyklet hjem i aften, så jeg har mine cykellygter med. Jeg har lige købt dem. Der er ingen problemer med sådan nogen. De andre trafikanter kan godt se, at man mener det alvorligt med sådan nogen. Det er noget der vil frem…der var en i går, der lige skulle til at folde sig ud, men så tændte jeg forlygten og så…
  • Hent dem.

Dette sagde jeg i et meget bestemt tonefald. Mazzarello kunne være blevet ved i timer, min bekymring var, at Colosseum ventede. Cambatino klappede sin makker opmuntrende på skulderen og sagde, at Mazzarello altid kunne regne med ham. Derpå rettede Cambatino en maskinpistol mod ham og sendte ham hen til bilen efter lygterne.

Det viste sig at den ene af lygterne gav et kraftigt rødt lys. Den var ikke stort bevendt som arbejdslygte, men jeg fik en lys ide.

  • Hør Mazzarello, er det ultrarødt lys?
  • Det ved jeg ikke…det ville ikke undre mig…jeg kan godt sige jer, når jeg kommer cyklende med den røde lygte bagpå, så er der ikke mange, der…
  • Nej, naturligvis. Giv den til Cambatino, så kan han scanne undergrunden for gammastråling.
  • Jeg ved ikke…jeg har næsten lige købt den. Jeg er ikke meget for, at andre end jeg selv bruger den.

Her brød Cambatino ind.

…to be continued…

Colosseum 15. december

Det er blevet den 15. december – og professor Alberti får nye venner….

Der gik virkelig ikke mere end fem minutter, før den første kolonne kampvogne rullede frem mod Colosseum. Det rislede mig ned ad rygraden, det indrømmer jeg, da disse rullende kolosser af stål og ild ryddede det gamle cirkus. Det tog ikke mere end fem minutter. Da en kolonne af pansrede mandskabsvogne ankom, var der kun få turister tilbage, deriblandt en engelsk skoleklasse. De udgjorde ikke noget alvorligt problem for de veltrænede soldater. Snart var også de kun et minde i det nu tomme Colosseum. Der forestod naturligvis et større oprydningsarbejde. Dels var der faktisk temmelig mange turister, dels laver moderne kampvogne et frygteligt rod. Men det var som sagt veltrænede soldater, der var vant til at have med store menneskemasser at gøre, så oprydningen tog beundringsværdig kort tid. Jeg har aldrig selv været militær, men jeg må sige, at jeg fik fornyet respekt for vore væbnede styrker ved at overvære deres virke.

Denne første dag gik stort set med at få bestilt byggematerialer, foretage opmålinger og undersøge de geologiske forhold på stedet. Jeg var træt, meget træt, da det var ved at være aften, men jeg kunne ikke dy mig for at begynde på piloteringen. Jeg havde købt nogle gigantiske granrafter, som jeg nu begyndte at banke ned i jorden forskellige steder. Jeg måtte dog hurtigt erkende, at jeg havde glemt en væsentlig detalje; Ordentligt arbejdslys! Jeg tog en hurtig beslutning og ringede til Toni.

  • Ja?
  • Er det Toni? Det er professor Alberti.
  • Er der problemer? Mazzarello og Cambatino kan være der om 10 minutter.
  • .. Jo, Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Palermo, men det er faktisk ved at være temmeligt mørkt her. Har du nogle kraftige lommelygter eller et eller andet i den stil? Jeg kan ikke se, hvad jeg laver.
  • Jeg sender Mazzarello og Cambatino ud til dig. De har ikke andre opgaver i nat.
  • Godt, jeg venter på dem. Godnat heroppefra.

Der gik virkelig ikke mere end 10 minutter, før de to herrer ankom. De kom i en sort Mercedes af nyere årgang og standsede ud for mig med hvinende dæk. Det var mørkt, men jeg kunne ikke undgå at bemærke en vis nervøsitet hos dem. Jeg prajede dem.

  • Hejda, her er jeg, professor Alb….

Jeg nåede ikke videre, eller rettere; Jeg hørte ikke, om jeg nåede videre, for luften flængedes af et gevaldigt brag. De må have kastet en håndgranat, torpedo eller lign. Inden jeg nåede at sunde mig, havde en af dem kastet sig over mig. Han kneblede mig, medens den anden visiterede mig. Jeg var vel både overrasket og chokeret, men samtidig fuld af beundring over deres handlekraft. Hvis blot alle italienere var som dem, ville mange ting se anderledes ud i mit martrede fædreland. En af dem talte nu til mig.

…to be continued…

Gavekort – gaven til ham eller hende der trænger til en smagsoplevelse!

Colosseum 14. december

Giovanni siger farvel til slægt og venner… vi er nået til den 14. december!

  • Men kommer du tilbage, før jeg skal i fængsel igen?

Han kunne have knust mit hjerte. En gang imellem føler man et venskabets bånd, hvor intet behøves at blive sagt. En fin lille antydning om, at den andens velbefindende er én et magtpåliggende. Jeg trykkede hans hånd og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg fik sagt et eller andet med en meget stor klump i halsen.

  • Vent og se, Francisco. Vent og se. Jeg lover at vi mødes igen.
  • Må jeg låne dit køleskab, fjernsyn og stereoanlæg?
  • Naturligvis, min kære ven, naturligvis.
  • Mikrobølgeovn, telefon og video?
  • Ja! Ja! Det hele! – råbte jeg begejstret.

Og således drog jeg afsted til Colosseum.

Jeg ankom til Colosseum op ad formiddagen. Der var et mylder af turister over det hele. Det var ganske klart, at jeg måtte have arbejdsro, det kunne ikke nytte, at jeg måtte bruge tiden på at vifte uvorne tyske skolebørn væk. Endelig var der jo også et sikkerhedsspørgsmål; Min restaurering ville ganske givet, det så jeg klart, indbefatte håndteringen af en række tunge materialer og emner. Det ville skabe skandale og dårlig omtale, hvis mit projekt afstedkom døde turister. Især udgjorde de amerikanske turister et problem efter præsident Leroy DiMachos doktrin (“Vi vil intet middel sky i kampen mod de indfødtes udnyttelse og forulempelse af amerikanske turister. Vi vil dedikere vore hjerter til denne kamp.”)

Jeg havde til alt held min mobiltelefon med, så jeg ringede til Tartolini.

  • Mario, det er Giovanni. Har du tid et øjeblik?
  • Hvordan skrider projektet frem, er du snart færdig? Toni vil gerne snart se resultater.
  • Hils Toni og sig, at jeg regner med meget snart at være færdig. Jeg vil ikke unde mig rest eller ro, før jeg kan afsløre det nye Colosseum. Men Mario, kan du ikke udkommandere politiet eller militæret, her er et mylder af turister, og jeg kan ærligt talt ikke koncentrere mig med det halve Europa rendende mellem benene på mig?
  • Kan du ikke selv bede dem om ikke at gå i vejen? Politi og militær, hva´?
  • Jeg kommer til at bakse med en masse tungt grej, og du ved hvor øm udlandet er over turisterne. Hvis jeg nu beder dig rigtig pænt?

Hmm… Lad gå da. Militæret er der om fem minutter.

…to be continued….