Hvid januar er overstået og folk har fået mod på øl igen! Vestslesvigsk Bryghus går et travlt forår i møde. Nedenfor ser du en oversigt over, hvor du kan møde brygmesteren (og det er jo mig) og smage øllet! Der er yderligere et par arrangementer i støbeskeen – oversigten bliver opdateret, når disse er på plads!
Torsdag den 5. marts holder jeg et ølforedrag om mangfoldigheden i øllets verden. Arrangøren er FOF Tønder og du kan se mere her!
Den 7. marts står jeg med øllet i Vejle til Øluniverset – en rigtigt hyggelig lille ølfestival, hvor Vestslesvigsk har været med fra starten!
Lørdag den 14. marts overtager Det Fri Øl en del af taphanerne på SKAAL, en specialølbar på Kultorvet i hjertet af København. Vestslesvigsk deltager med et par fade – jeg glæder mig som (til) et lille barn!
Den 4. april går turen til Holstebro til ølfestival i det nordvestlige hjørne af Fastlandsjylland – det drejer sig om Holstebro Øl-festival.
Og TA-TA-TAAAAA!!! den 17. april gentager Ruben fra Bar Burger og Vestslesvigsk ølsmagning i
Løgumkloster forsamlingshus. Man kan starte med en burgermenu fra kl. 18.00 eller vente til selve ølsmagningen kl. 19.15. Vi har lige afholdt konceptet lørdag den 8. februar – folk hyggede sig under ølsmagningen og med lidt mere øl bagefter! Se mere og tilmeld dig her!